mandag den 30. juni 2014

Velkommen til Budgeteventyr

Dette er en blog jeg (Majbritt) har lavet for at fortælle familie, venner og andre interesserede om mine rejseoplevelser, hvor jeg altid forsøger at komme så langt som muligt for så få penge som muligt.  Det næste eventyr er den hidtidig længste rejse jeg har været på og det er også første gang jeg er udenfor Europa. Min kæreste (Steffen) og jeg skal nemlig være afsted små 4 uger, hvorefter min kæreste vender snuden hjemad og jeg bliver i Toronto, hvor jeg skal læse et semester på York University, som en del af min bachelor i Politik og Administration på Aalborg Universitet   

York University er umiddelbart ikke det kønneste sted, men det kan man heller ikke ligefrem sige AAU er.

Planen for vores ferie før vi overhoved når til Toronto er, at vi flyver fra Billund til Island den 21. juli, hvorefter vi tilbringer 5 dage i Reykjavik. At vi endte med at tage dette stop-over på Island var lidt af et tilfælde. Oprindeligt ville vi gerne have roadtrippet på USA´s vestkyst før jeg fløj til Toronto og Steffen fløj hjem, men det blev simpelthen for dyrt i flybilletter, hvorfor vi besluttede at tage til østkysten. Dette gjorde det også muligt for os at opleve New York, hvilket var et stort ønske for os begge. Jeg synes dog at naturen i området mellem New York og Toronto er lidt kedelig (med undtagelse af Niagara Falls selvfølgelig) så da jeg opdagede mulighed for at få et gratis stop-over på Island med Icelandair skulle der ikke mange overvejelser til før flybilletterne med et stop-over på 5 dage var bestilt. 

Sagaernes land 

På Østkysten var der 2 ting på to-do listen for os begge Washington D.C og New York. Vi besluttede derfor at flyve fra Island til Washington D.C, hvor vi skal tilbringe 3 ½ dag før vi tager bussen videre til New York, hvor vi skal være 6 ½ dag. Hvad vi skulle efter New York kunne vi først ikke helt finde ud af. Vi skulle selvfølgelig ende i Toronto, så Steffen kan se den by jeg skal tilbringe de næste 4 måneder i. Når man skal til Toronto skal man selvfølgelig også se Niagara Falls, der kun er små 3 timers kørsel fra byen.  Vi havde således en ide om vi skulle have mindst 2 overnatninger i Toronto og en ved Niagaras Falls. Jeg researchede lidt om området omkring/imellem New York og Niagara Falls, hvortil jeg fandt fremtil at New England umiddelbart var det område, der var mest os. Vi besluttede derfor at vi fra New York lejer en bil, hvorefter vi roadtripper en lille uge i New England før vi ender ved Niagara Falls, hvorfra vi tager bussen til Toronto. 

Ruten i Nordamerika ser i grove træk ud, som jeg har skitseret her i google maps.

I Toronto er vi 2 dage, hvorefter Steffen den 16.august flyver hjem og jeg har 3 uger i Toronto før undervisningen begynder på York University. Der er kun 3 uger til vi skal afsted og jeg glæder mig helt vildt!