Man lærer først rigtig at sætte pris på noget, når man ikke har det mere.

Titlen lyder godt nok lidt dramatisk og som noget man siger lige efter man er blevet slået op med. Det er dog ikke lige det dagens indlæg skal handle om. Titlen hentyder til min forkærlighed for gamle byer. Jeg har altid vidst at jeg bedst kunne lide gamle byer med smalle brostens belagte gader. Det er dog først efter at have befundet mig i Nord Amerika i 4 måneder at jeg har indset hvor meget jeg elsker den slags byer.   Det er jo ikke fordi der er noget i vejen med de Nord Amerikanske byer. Toronto er skam en meget charmerende by og jeg elsker alle den etniske kvarter, men man kommer bare hurtigt til at længes efter en gade uden en masse biler.

Her er et eksempel på byplanlægning, når det efter min mening er værst. En stor veje tæt på vandet og lige ind igennem centrum. Det er der jo ikke meget hygge ved.

Her ser vi lidt det samme på Manhatten, selvom gaderne i New York generelt er en tand mindre end i Toronto. Tænker det fordi byen er en smule ældre.

Det er jo ingen tvivl om både New York og Toronto er dejlige byer med massere af charme og liv og min veninde Michelle ville nok skælde mig gevaldigt ud hvis jeg påstod noget kunne slå New York, men altså for mig  har Nord Amerikansk storbyer bare svært ved at konkurrere med de europæiske byer i det lange løb. 

Der er jo ikke noget mere charmerende end små fortovscafer på en lille brostensbelagt plads UDEN biler. (Bruxelles) 

Eller en plads omgivet af gamle huse. (Leuven)

Eller en lille brostensbelagt gade omgivet af gamle huse. (Budapest)

Jeg må nok bare erkende jeg er en fan af den slags byer! Det er ikke fordi jeg aldrig skal tilbage til Nord Amerika og den byer fyldt med biler og skyskraber. Jeg glæder mig bare som en gal til at gå rundt på Aalborg gågader og Nytorv se på de gamle huse og nyde at der ikke er nogen biler jeg skal holde øje med.