fredag den 8. august 2014

De der små ting, der gør en verden til forskel

Som jeg tidligere har skrevet om er USA et lidt sjovt land at besøge for på den ene side ved man rigtig meget om landet og på den anden side ved man ingenting. Overordnet kan man sige at forskellene mellem Danmark og USA ikke er særlige store, men hvis man begynder at lægge mærke til de små ting, så er forskellen lige pludselig større end man første lige troede. Jeg ville i dette indlæg skrive lidt om nogen af de forskelle jeg på den ene eller anden måde har lagt mærke til eller undret mig over. 

1. Prisen er ikke bare prisen på skiltet
De fleste danskere ved godt at når man skal ud og spise i USA skal man lige lægge 10-20% oveni i drikkepenge til personalet. Det er hvad det er selvom jeg undrer mig over hvorfor de ikke lige gør hver ret de 1-3 dollars dyre istedet for folk skal sidde og fumle med drikkepenge. Drikkepenge er dog ikke kun noget der er på restauranter de er overalt i serviceindustrien og din guide kan nemt finde på at minde dig om det et par gange på din guidede tur.  Derudover er der jo ofte ikke sales tax på så alt efter stat bliver de fleste ting i butikkerne lige 6-8 % dyre så hvis du lige havde regnet med at have mønter nok til en kop kaffe så kan du nemt skulle hive kortet frem, hvis du ikke lige havde tænkt det med. Det er selvfølgelig noget man vænner sig til, men man kan undre sig over det ikke bare bliver skrevet på prisskiltet. 

2. How are you?
En høflighedsfrase amerikanerne bruger på samme måde, som vi bruger hej.  Hvis man ikke lige ved det når man kommer herover (hvilket vi heldigvis gjorde) kan man nemt blive lidt overrasket over at blive stillet den slags spørgmål af fremmede mennesker. I forlængelse til det siger amerikaner tit hej til folk de slet ikke kender, så snart man kommer uden for de større byer.

3. Offentlige toiletter 
I Danmark er vi vant til at offentlig toiletter viser rødt, når der er låst og dermed optaget og grønt, når de er ledige. En meget smart anordning der sikre at folk ikke skal tage i håndtaget for at tjekke. Det bruger de ikke rigtig i USA (har kun set det en gang), hvilket gør at du nemt risikere at der enten bliver taget i håndtaget, mens du er derinde eller at der er ledig toiletter der ikke bliver brugt og en mega lang kø, fordi ingen har opdaget det. 

Der er selvfølgelig mange andre små ting, men der var lige dem jeg har bidt mærke i de sidste par dage. Er der nogen ting I har lagt mærke til når I har besøgt USA?





Ingen kommentarer:

Send en kommentar